| |
Berlingske Tidende
Forum
Modkraft
Fra Berlingske Tidende torsdag d. 2. december 2004
Mennesker laver kunst - ikke køn
Af Mai Misfeldt
Ny antologi tager på formidabel vis fat på fremtidens store projekt: At skrive kunsthistorien om, så den rummer begge køn.
Hvis De, kære læser, kommer til to døre, hvor der på den ene er markeret et tegn for mænd og på den anden et tegn for kvinder, vil De så benytte den dør, der markerer Deres køn? Sandsynligvis. Eksemplet er simpelt, men virkningsfuldt. Det fortæller, at vi opfører os, som det køn vi har fået fortalt, at vi er og inden for de rammer, som vores kultur nu udstikker for de to køns opførsel. Men hvad ville der mon ske, hvis reglerne blev brudt, og vi brugte begge døre, sådan som vi nu havde lyst til netop den dag? Måske ville vi få nye udsigter? Måske ville vi opdage, at forskellen ikke er så stor. At vi faktisk, både mænd og kvinder, havde flere muligheder, end vi tør bruge.
Det er bl.a. det, man kan fremdrage af de fire unge kunstnere Nynne Haugaard, Nanna Debois Buhl, Lisa Strömbeck og Åsa Sonjasdotters antologi, Udsigt. Antologien har den lidt tunge undertitel Feministiske strategier i dansk billedkunst. Det kan lyde som en kedsommelig militaristisk teoretisk gennemgang, men det er det så langt fra.
Udsigt er en levende bog, både i kraft af de stemmer der taler og ikke mindst i kraft af et gennemført spændende og kunstnerisk layout (der er udført med fine hilsner til 1970´ernes billedkunstnere). Bogen er resultat af en undren: De unge billedkunstneres undrede sig simpelthen over, hvad deres kunstneriske mødre egentlig gik og lavede der i 70´erne, for det kunne de ikke finde noget om på bibliotekets hylder. De spurgte sig selv: Hvorfor kan man læse så forsvindende lidt i den danske kunsthistorie om, hvad Lene Adler Petersen, Kirsten Justesen, Jytte Rex, Ursula Reuter Christiansen, for bare at nævne de mest markante, har præsteret? Og hvad skete der egentlig på den store internationale kvindeudstilling på Charlottenborg i 1975?
Da redaktørerne fik næserne bare en smule ned i stoffet så de, at deres mødre havde tumlet med præcis samme problemstillinger, som de selv gør i dag. Formelle kunstneriske problemstillinger og helt praktiske, som hvordan man f.eks. får familieliv og kunstnerisk praksis til at forenes. Hvordan man kommer igennem som kvindelig kunstner, og hvorfor det er så svært for kvindelige kunstnere at få deres værker betragtet som kunst og ikke som kvindekunst.
Redaktørerne, der alle kommer fra kunstnergruppen Kvinder på Værtshus, har opsøgt "mødrene", de har lavet fyldestgørende interviews med dem og trykt ældre tekster, ligesom de har bedt en række dygtige yngre teoretikere om at bidrage med deres tolkninger af tiden, feminismen, og kunsten. At anvende begrebet feminisme i forhold til kunst betyder ikke, som den altid præcise Katya Sander pointerer, at kunst skal tematisere og udelukkende handle om køn. Men derimod om at læse kunsten som noget, der forholder sig spørgende, undersøgende eller nedbrydende overfor de vante strukturer. Ikke klapper samfundet på ryggen, men derimod sparker sig fri af snævre optikker og vaner. Det gør rigtig meget god kunst, skabt af både mænd og kvinder, men vi har bare svært ved at se det, fordi vores syn er så farvet og ensidigt påvirket lige fra skoletiden (de to døre igen - vi tvivler ikke engang). Men som en anden teoretiker (Sanne Kofoed) pointerer, handler det ikke om, at kunsten skal ændre sig, men om at vores blik på den, skal ændres.
Udsigt er den antologi, De ikke vidste, at De manglede. Nu er den her. Den bør stå i enhver kunstbogsamling, fordi den kaster et stort og åbnende lys på, at der er mange flere facetter af dansk kunsthistorie end dem, vi hidtil er blevet givet. Den nye danske kunsthistorie er på vej.
Til top.
Fra tidsskriftet Forum d, 20. december 2004
Udsigt til indsigt
Af Maria Gry Bregnbak
Det er næsten umuligt at opspore litteratur om vigtige kvindelige kunstnere og deres aktiviteter fra 1970'erne og frem til i dag. Det har den feministiske kunstnergruppe Kvinder på værtshus gjort noget ved med pragtudgivelsen Udsigt. Maria Gry Bregnbak, medredaktør af tidsskriftet Øjeblikket, anmelder
FORUM/20.12.2004 Udsigt – feministiske strategier i dansk billedkunst er en ny antologi redigeret af en gruppe kvindelige billedkunstnere, der kalder sig Kvinder på Værtshus. Gruppen består af Nynne Haugaard, Nanna Debois Buhl, Lisa Strömbeck og Åsa Sonjasdotter, der betegner sig selv som feministiske billedkunstnere. Kvinder på Værtshus blev dannet allerede i 1997, og navnet refererer til gruppens første aktion, hvor de indtog det ellers mandedominerede værtshus The Moose i det indre København. På samme måde har gruppen iværksat andre projekter, der alle har haft et feministisk omdrejningspunkt.
Udgangspunktet for bogen var en undren hos redaktørerne over, at det er nærmest umuligt at opspore informationer og litteratur om væsentlige kvindelige kunstneres aktiviteter fra de tidlige 1970´ere frem til i dag. Det har de så gjort noget ved. Kvinder på Værtshus har indsamlet dokumentation, tekster og andet materiale fra hele perioden, og på denne måde har de sikret, at periodens kunstnere ikke indskrives i "Den store Glemmebog", en udmærket samlebetegnelse for den bog, hvori kunsthistorien almindeligvis indskriver kvindelige kunstneres arbejde.
Antologien er et digert værk, der rummer et bredt udvalg af nye såvel som ældre tekster i form af essays, interviews, oversigtsartikler og mere uformelle samtaler. Udsigt indeholder også et omfattende billedmateriale, der både udgør en væsentlig dokumentation af kvindelige kunstneres produktion og samtidig peger på sammenhænge og forskelle mellem 1970’ernes og nutidens kunstneriske praksisser.
I forordet udfolder de fire redaktører bogens overordnede projekt og præmis: At indkredse feministiske strategier inden for billedkunsten i Danmark gennem de sidste 40 år. I stedet for en kronologisk opdeling af materialet har redaktørerne valgt at inddele antologien i fire centrale dele, hvis overskrifter er Sprog, Narration, Rum og Aktion. På denne måde undgår de at skrive sig ind i den traditionelle kunsthistoriske udviklingsfortælling om store (mandlige) kunstnere, der står på hinandens skuldre, alt imens de hver især rækker efter stjernerne, og det hele bare bliver bedre og bedre.
At forsøge sig med en anderledes disponering af stoffet, sådan som det gøres i Udsigt, er helt i tråd med bogens overordnede ligestilling af materialet. Af samme grund har man valgt at beskæftige sig med kunstprojekter og ikke med enkelte kunstneres oeuvre.
Essens eller konstruktion
Sanne Kofod Olsens artikel En ny kunsthistorie! er en god introduktion, der giver et klart overblik over de kønsteoretiske positioner i billedkunsten fra de tidlige 1970´ere til i dag. Kofod Olsen beskriver, hvordan forskellige tilgange til betydningen af kroppen og kønnet drev en kile ind imellem 1970´ernes feminister. Vandene skiltes mellem en essentialistisk tilgang, der anså kvindelige kunstneres værker for at besidde en særlig feminin æstetik, og en konstruktivistisk tilgang, der anså kønnets betydning for at være en konstrueret størrelse.
De to opfattelser gav udslag i forskellige holdninger til historieskrivning, eftersom den essentialistiske tilgang fordrer en særlig historie for kvinder, hvis kulturelle produktion antages at adskille sig væsentligt fra mænds og derfor ikke er sammenlignelig. Anderledes forholder det sig med den konstruktivistiske tilgang, hvis hensigt ofte er at indskrive kvindelige kunstnere i den allerede eksisterende historie, hvortil de notorisk er blevet nægtet adgang.
Kofod Olsen udleder, at nutidens feministiske historieskrivning søger at finde en mellemvej, der anerkender eksistensen af krop og køn, som både anses for at være betydningsproducerende og samtidig anses for at være produceret af betydning.
Det gode kunstværk – om køn og kunstværdi
”Betyder køn noget som helst i relation til kunst? Eller er kunstværdi noget, der er hævet over kønsspørgsmålet?” er spørgsmålene, der optager Rune Gade i artiklen Køn og Kunst, der første gang blev bragt i kataloget til udstillingen Maskuliniteter i Nikolaj Udstillingsbygning 2001. Er det lige meget, om kunstneren er en mand eller en kvinde, og har kunstnerens og betragterens køn nogen betydning for, hvordan værket opfattes? Er der forskel på den kunstneriske kvalitet i værker af mandlige og kvindelige kunstnere, og kan det tænkes, at mandlige kunstnere er bedre end kvindelige al den stund, at museer og samlinger ikke opkøber nær så mange værker af kvindelige kunstnere, som de gør af mandlige, som en undersøgelse i forbindelse med magtudredningen 2003 viste.
At køn har betydning for kunst, er én af de væsentlige pointer, der er at finde i flere af antologiens bidrag. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan man forholder sig til kønnets betydning i læsningen af værkerne, og hvordan man undgår, at kvindelige kunstneres værker læses ind i en kønsoptik, mens værker af mandlige kunstnere ’går fri’ og læses som almengyldige udsagn?
En mulig løsning, som både Rune Gade og billedkunstneren Katya Sander tilbyder, er at se alle værker som værende kønnede. På den måde kan man undgå, at nogle udsagn opfattes som ’kønsneutrale’, mens andre ikke gør.
Det kønsneutrale menneske – hvem er det?
I artiklen Men du laver jo ikke feministisk kunst beskriver Katya Sander et af sine egne kunstprojekter med titlen To døre fra 1998: Værket bestod af en ekstra indgang til Nikolaj Udstillingsbygning, der var placeret lige efter udstillingsstedets almindelige indgangsdør ved udstillingen Boomerang. Den ekstra indgang, som publikum skulle igennem, rummede to døre, med hver sit piktogram for henholdsvis mand og kvinde – akkurat som man ser det på offentlige toiletter.
Det var op til publikum at vælge, hvilken dør de ville benytte. Jeg selv valgte ’kvindedøren’ af simpel frygt for at havne ’et forkert sted’, af frygt for at ’gøre mit køn forkert’ og for derefter pludselig at befinde mig et sted, der ikke var beregnet til mig. På den anden side af døren opdagede jeg, at begge indgangsdøre førte ind til det samme rum.
De andre udstillingsgæster virkede, ligesom jeg, både lettede og forvirrede. Jeg kunne godt have valgt ’mandedøren’, men jeg turde ikke gøre brug af muligheden. Ved et enkelt greb var det lykkedes kunstneren at gøre opmærksom på, at man aldrig er ’neutral’, og at man altid bærer sit køn, sin historie og sine præferencer med sig, lige meget hvor man færdes.
Katya Sander og mange af bogens bidragydere praktiserer en form for feminisme, hvor køn ikke synliggøres som et entydigt tegn, da dette vil resultere i en fastfrysning af kønsopfattelsen. Denne feminisme handler om at udvide kategorierne og dermed mulighederne for, hvad man som kvinde eller mand kan tillade sig. Hvis vi nedbryder de begrænsninger, der almindeligvis hersker i forbindelse med køn, kan vi opnå flere udfoldelsesmuligheder for alle.
Var 1970'er kunsten upolitisk?
Det var netop samme fokus på øgede udfoldelsesmuligheder, der optog mange kvindelige kunstnere i 1970´erne. Dette dokumenteres gennem artikler af fotograf og skribent Birgit Pontoppidan, der deltog i den internationale kvindeudstilling på Charlottenborg i 1975. ”Vi havde været undertrykte i århundreder. Vi var blevet oprørte af at være indespærret i snævre forestillinger om, hvordan vi skulle og måtte opføre os”, skriver Pontoppidan i artiklen Kvindeudstillingen XX, Charlottenborg 1975.
En avisartikel fra Information 1976, der bringes i forbindelse med Pontoppidans artikel, giver et indblik i, at Kvindeudstillingen i sin egen samtid var under beskydning fra anden feministisk side for at være 'et upolitisk tilflugtsrum'. En sådan opfattelse må siges at kollidere med nutidens herskende blik på 1970´ernes kunstneriske manifestationer og tiltag, der af mange netop kritiseres for sin åbenlyst politiske dagsorden. Det er derfor ekstra spændende, at antologien vælger at bringe den kritik frem i lyset, fordi man på denne måde trækker interessante paralleller til en lignende nutidig kritik af billedkunsten.
Mange af 70´ernes feministiske kunstprojekter fokuserede på traditionelt ulønnet kvindearbejde som fx rengøring, tøjvask, børnepasning og madlavning, som typisk er usynlige aktiviteter, der ikke værdisættes på lige fod med traditionelt mandearbejde, der typisk foregår ude i den store verden.
Kunstprojektet Lady in Red af Lisa Strömbeck er en nutidig videoinstallation, hvor kunstneren støvsuger, pudser vinduer og skrubber toilettet iført rød kjole og ledsaget af teksten til Chris de Burghs ørehænger, som værket har navn efter. Også her fokuseres der på kvindearbejde men på en måde, hvor uoverensstemmelsen mellem den romantiske opskrivning af Kvinden og hverdagens realitet kommer til syne. Dette er blot et af bogens talrige eksempler på frugtbare sammenstillinger, hvor ligheder og forskelle dukker frem af den dis, der i årevis har ligget som et tykt tæppe over især 1970´ernes kunstneriske produktion.
Antologien indeholder en række andre artikler og tekster, som er af høj kvalitet. Lige fra billedkunstneren Susan Hinnums historiske gennemgang af periodens forskellige kunstneriske programmer og praksisformer over kunsthistorikeren Malene Vest Hansens undersøgelse af forholdet mellem det private og det offentlige rum til professor Yvette Brackmans artikel om feminisme, og hvordan den kan ses i sammenhæng med undervisningen på Kunstakademiet.
Interviewet med gruppen bag kvindernes 96 års jubilæum på kunstakademiet i København skal også fremhæves.
Udsigt – en afgørende kunsthistorie
Udsigts force er at se sammenhænge frem for forskelle, hvorved den undgår at pege fingre af eksempelvis 1970´ernes feministiske tiltag, som i en kunsthistorisk optik har været øretævernes holdeplads i årevis. I stedet for at forfalde til kronologiske opdelinger og vedtagne prædikater om forskellige perioders feministiske arbejde, formår den at nuancere debatterne med det resultat, at man efterlades med en grundlæggende forståelse for de kampe, der har været væsentlige at udkæmpe i de perioder, som bogen behandler.
Et sympatisk træk ved antologien er, at man har valgt at inkludere en engelsk oversættelse af teksterne, så antologien overskrider de dansk/nordiske grænser. Et mindre kritikpunkt er, at det ville have været rart med et indeks bagerst i bogen, der hjælper læseren til at navigere i et så omfangsrigt et værk.
Udsigt opfylder i det store hele sin præmis: At indkredse feministiske strategier inden for billedkunsten i Danmark gennem de sidste 40 år. Men eftersom 1970´erne, 1990´erne og nutiden dækkes på bedste vis, savner man som læser en mere gennemgribende undersøgelse af 1980´erne. Forklaringen kan være, at feminismen også inden for billedkunsten havde trange kår i 1980´erne, hvor man generelt var optaget af billedkunstens mere formmæssige aspekter, som det også beskrives af blandt andre Susan Hinnum og Vibeke Wegener. Ikke desto mindre kunne det have været spændende med en udfordring af denne opfattelse, for måske er dette tiår også genstand for blinde punkter og forglemmelser?
Slutteligt, og ikke mindst, skal bogen roses for sin idérige og gennemførte grafiske tilrettelægning, der er foretaget af Pulsk Ravn/RACA. Dette layout formår at samle bogens bidrag til en helhed, som ikke bliver en begrænsende spændetrøje, men tværtimod skaber muligheder for at se forbindelser mellem mange af de udtryk, der gennem 40 år har præget feltet.
Maria Gry Bregnbak er stud.mag. i kunsthistorie og medredaktør af kunsttidsskriftet Øjeblikket.
Kvinder på Værtshus (red.): Udsigt. Feministiske strategier i dansk billedkunst, Informations forlag, København 2004.
Til top.
Fra nettidsskriftet Modkraft november 2004.
Feminisme, kunst og aktivisme
Af Katrine R. Dirckinck-Holmfeld
Kunstnergruppen Kvinder på Værtshus nedbryder skellet mellem ophøjet kunst og gadeaktivisme.
Kunstnergruppen Kvinder på Værtshus er udkommet med et imponerende bogværk, der ikke bare går over historien, men også udfordrer den og skaber en ny her-story. Bogen bidrager med et længe savnet vidensgrundlag om feministisk kunst, der for alvor kan bane vejen for, at feminismens indflydelse på kunstbegrebet bliver anerkendt, men forhåbentlig også skaber grobund for endnu flere aktioner, der vil ryste patriarkatet ud af samfundets grundvold.
Når jeg som studerende ved kunstakademiet i København siger, at jeg arbejder med feministisk kunst, afføder det undren: Vil det sige, jeg maler billeder af min egen kusse!?
Feminisme og kunst er et sagnomspundet felt, som i den grad er blevet underbelyst i dansk kunsthistorie. Men faktisk er fraværet af kusseportrætter næsten overvældende i kunstnergruppen Kvinder på Værtshus’ (KpV) nye bog Udsigt: Feministiske strategier i dansk billedkunst, der lige er udkommet på Forlaget Information.
KpV blev dannet af en gruppe unge kvindelige kunstnere i 1997. Deres første aktion var på et værtshus (deraf navnet) og siden har de kollektivt sat spørgsmålstegn ved køn og repræsentation gennem deres kunstneriske arbejde. Nu er de udkommet med et imponerende bogværk, der samler og belyser et overvældende antal af forskellige, mere eller mindre artikulerede feministiske strategier, der alle krydser det billedkunstneriske felt.
I stedet for at skrive en lineær fortælling, der placerer kunstnerne og deres interventioner i en lige linje fra slutningen af 60erne og frem, har KpV inddelt bogen i fire hovedtemaer: Sprog, Narration, Rum og Aktion, der går på tværs af kunstretning og generation.
For mange kvindelige kunstnere har italesættelsen og tilblivelsen af et eget sprog været nødvendig for ikke bare at kunne skabe en fortælling, men for overhovedet at være i verden. Narrationen har skabt et rum, der har banet vejen for aktiv ageren i verden. Eller også er det omvendt? Men det viser elegant, hvordan feministisk kunst har spillet en afgørende rolle for måden, hvorpå vi taler, handler og ser. En rolle som den hjemlige feminisme aldrig er blevet krediteret for, men som andre kunstretninger domineret af mænd er løbet af sted med.
Museerne, bibliotekerne, kunstakademierne og universiteterne har ikke gjort deres for at overlevere viden om kvindernes del af kulturproduktionen. Derfor har redaktørerne taget sagen i egen hånd og gravet projekter frem af gemmerne i kunstnernes private reoler og atelierer. Materialet kunne lige så godt være gået i glemmebogen for evig tid, som det har vist sig at være skæbnen for tidligere generationer af kvindelige kunstnere.
Udsigt er ikke et forsøg at forklare kvinders marginaliserede status i kunsten, men et positivt projekt, der vender denne status til at se, hvilken produktivitet det har medført. Og det er blevet til rigtig mange interessante bud på, hvad der har tegnet feminisme og kunst gennem de sidste fyrre år. Interviews, tekster af kunsthistorikere, teoretikere og kunstnerne selv. Tekster fra dengang, blandet med tilbageblik og helt nybagte indspark i diskussionen gør det til en mangfoldig læsning, der gør op med fordums ensidige syn på feminisme og præsenterer en række forskellige arbejdsmetoder.
Der er alt fra Kanonklubbens første anslag i 1970, over de få kvinder, der turde prøve kræfter med det reaktionære kunstsyn i firserne, til performancekunstnerne Mariam Jaffrey og Ellen Nymann, der inddrager den post-koloniale debat og sætter feminismen i perspektiv til det nationalistiske billedsprog, der for tiden gennemsyrer Danmark.
Hva’ blev der af søstersolidariteten?
Der er masser af debatskabende artikler og essays blandt de mange flotte farvefotos og kollager.
Kunstneren Kirsten Dufour ser tilbage på aktionen Damebilleder fra 1970. Her gik en gruppe kvinder fra Kunstakademiet i København sammen og skabte syv tableauer, der strakte sig over flere dage og alle problematiserede det herskende kvindesyn.
Kunsthappeningen blev slået an af Luderen, hvor kvinderne skiftedes til at sidde model som prostitueret. Det fik pressen til at strømme til, men da de nåede frem, var billedet skiftet til en kæmpemæssig, stinkende Opvask. Derefter blev der iscenesat et Bryllup, en Skønhedssalon efterfulgt af et kursus i Selvforsvar, der førte til frigørelsen af det borgerlige kvindesyn.
På Fabrikken syede de røde uniformer og røde lagner. De tog børnene med og flyttede ind i udstillingslokalet og dannede Lejren. Til slut holdt de en fest, hvor der blev vist lysbilleder af kvinders situation i de såkaldte 3. verdenslande.
For Kirsten Dufour var solidaritet med kvinder i hele verden altafgørende, og i sin tekst stiller hun spørgsmålet om Vestens intellektuelle, middelklasse-feminister er blevet fanget i et paradoks, hvor de selv bliver undertrykte og er med til at undertrykke kvinder i andre dele af verden, der hver dag ofres for de globaliserede erhvervsinteresser. Da dele af Vestens kvindebevægelse selv havde fået tilkæmpet sig en lille bid af kagen, glemte de alt om solidariteten med arbejderklassen og den stigende udnyttelse af kvinder i Syd.
Kan mænd være feminister?
Enkelte mænd har også listet sig med ind i den flotte bog. Kunstnergruppen Rasmus Knud, der med deres feminine fodboldprojekt har fusioneret de engelske sufragetter, der kæmpede for kvinders stemmeret, med en kvindefodboldklub i Nordlondon og skabt en semi-fiktiv hooligan- og fodboldklub Soccergette Firm. Gennem fodboldverdenen ønsker de at pege på, hvordan kvinder er blevet holdt uden for historieskrivningen, endda selvom det danske kvindelandshold vandt VM i fodbold i 1968?
Er tiden kommet til, at ikke bare den svenske statsminister, men også mænd i Danmark kan være feminister? Undertegnede tilhører nok stadig ”man-eater-holdet”, der er træt af repressiv tolerance og ikke forstår, hvorfor det at være feminist skal efterfølges af et ”jamen jeg hader ikke mænd!” Men KpV ser det som et vigtigt projekt, at feminisme ikke kun er kvinders sag.
Og med Rune Gades artikel ”Køn og Kunst”, der problematiserer, hvad han kalder for maskulinismen, vises det at skævridningen mellem kønnene og kønnet som konstruktion ikke kun rammer kvinderne, men også mændene.
Kunst og aktivisme
Det interessante ved Udsigt er, at den ikke skelner mellem såkaldt ophøjet kunst og gadeaktivisme, men ser det som et spændingsfelt, der historisk har været adskilt, men som altid har påvirket hinanden.
I det afsluttende kapitel ”Aktion” kan man bl.a. læse, hvordan freelance-kuratoren Tone O. Nielsen bruger sin kunsthistoriske baggrund til at intervenere politisk og aktivistisk. Hun bruger udstillingen som en platform til at sammenbringe og vise forskellige alternativer til den eksisterende orden. I kapitlet ses også flotte billeder af rødstrømpernes aktioner fra 70erne.
Kvinder i Sort er med, og deres demonstrationer mod krig er mere aktuelle end nogensinde, men man kunne godt savne flere aktivisthappenings fra samtiden. Men som KpV udtrykker det, så kunne hvert kapitel udgøre en hel bog. Så må vi bare opfordre læseren til at tage sagen i egen hånd og bombardere markedet med feministiske publikationer.
Heldigvis så kan vi glæde os med, at Udsigt helt sikkert ikke bliver det sidste, vi hører om feminisme i Danmark. Senest er der udkommet en hel del feministiske tidsskrifter og bøger som Misss Fanzine, Femi-Mosquito, Femkamp, En køn historie og vi ved, at flere er på vej.
Men mens vi suger til os af hinandens erfaringer, viden og strategier, skal vi ikke glemme barrikaderne og soldaritetsarbejdet med kvinder i andre dele af verden. For ord, der ikke følges af handling, eller sprog, der ikke følges af narration, rum og aktion, er uvæsentlige.
Katrine R. Dirckinck-Holmfeld er studerende ved kunstakademiet i København.
Kvinder på Værtshus: Udsigt: Feministiske strategier i dansk billedkunst. Informations Forlag 2004, sider 262, pris 298 kr. Engelsk oversættelse bagest i bogen. ISBN 87-7514-098-5
Til top.
|